Atypiske "flyvelederaspiranter" på simulatorerne
De otte aspiranter var Flemming, Flemming, Jørgen, Charlotte, Pernille, Ellen, Jimmi og Mari - og hvis fornavnene ikke helt er nok, var der tale om store dele af Naviairs bestyrelse, altså Flemming Jensen (formand), Flemming Kim Hansen, Jørgen Meyer, Anne Charlotte Mark, Pernille Dahlgaard og Ellen Trane Nørby. Udover bestyrelsesmedlemmerne var der intern deltagelse i form af CTO Jimmi Hartvig Iversen og kvalitetschef Mari Orvokki Ruuhi.
Alle var inviteret på mini-flyveleder kursus, og planen var, at de skulle have en spændende og lærerig dag. Målet var at deltagerne som ”ikke-flyveledere” fik muligheden for at prøve kræfter med kerneopgaven i Naviair: Flyveledelse.
Efter velkomsten og en præsentationsrunde startede dagen med en let omgang teori om generel flyveledelse, og herefter blev aspiranterne sendt i aktion på simulatorerne, hvor alle fik lov til at prøve kræfter med både TWR/APP (ind- og udflyvningskontrollen) og ACC (områdekontrollen).
